Teamet bag KANT Hair By Lulu & Jerris
Freja Jerris – Stifter af KANT
Freja har været i frisørfaget siden 2013 og er uddannet hos ZENZ Organic Hairdressing.
Til sin svendeprøve fik hun meget flotte karakterer, blandt andet scorede hun topkarakterer for langthårs-opsætning og makeup. Efter svendeprøven supplerede Freja sin frisøruddannelse med en makeup-artist uddannelse hos Sine Ginsborg. Freja har altid haft en passion for makeup og synes, det er fantastisk, at hendes to uddannelser kan gå op i en højere enhed.
Som nyuddannet frisør og makeup-artist var Freja i 2017 med til at starte den første ZENZ Organic salon i Lyngby. Freja har også spillet en stor rolle i ZENZ Creative Team, hvor hun har været den primære makeupartist og hårstylist til store modeshows og fotoshoots. Hun har samarbejdet med nogle af branchens topfotografer og -designere.
Freja er meget passioneret omkring sit fag. Hun bruger den tid på sine kunder, som er nødvendig for at sikre den bedste kvalitet. Hun går meget op i det gode håndværk, både i klipning, farvning, styling og makeup, så alt står knivskarpt.
Hun elsker forandringer, så hun vil med glæde komme med nye idéer til, hvad I kan prøve, hvis der skal ske noget nyt. Og hun har stor erfaring med styling og makeup i forbindelse med bryllupper og andre fester.
Nu har Freja, sammen med Lulu, åbnet salon KANT ApS midt i København, som har fokus på økologi, kvalitet og kunden i første række.
Freja om at arbejde grønt:
”Jeg synes, det er vigtigt, at vi passer på os selv og hinanden og bør bruge produkter uden unødig kemi, så vi ikke skader vores kroppe og miljøet. Derfor arbejder jeg med grønne produkter – for min egen og for mine kunders skyld.
Lulu Schaadt – Stifter af KANT
Lulu har været i faget siden 2014 og er uddannet hos ZENZ Organic Hairdressing, hvor hun har været i 6 år.
Hun bestod med sølvmedalje for sin præstation til den afsluttende eksamen på den 4 årige frisøruddannelse. Sølvmedaljen modtog hun ved medaljeoverrækkelsen hos hendes majestæt Dronningen på Københavns Rådhus.
Efterfølgende blev hun ansat som frisør i ZENZ Organic Lyngby og chef for ZENZ Creative Team, hvor hun har undervist i ind- og udland for ZENZ Organic Products. Hun har undervist i grøn salon koncept, bæredygtighed, og hvordan man skaber et bedre miljø for både kunder og frisører. Undervisningen har primært været for distributører i udlandet og frisørsaloner i hele Danmark.
I den forbindelse har hun også været medlem af Fondation Guillaime, hvor hun har deltaget i den årlige fotokonkurrence og fik en plads på Dream Team. I Dream Team laves der fotoshoots for L’oreal, og hun har sammen med dem lavet flere store shows for Danmarks topfrisører.
Nu har Lulu åbnet KANT ApS med Freja, hvor grønne produkter, hårfarver og økologi er i højsædet med fokus på kvalitet, kreativitet og tid til kunderne.
Kort efter åbningen af KANT, blev hun ansat som freelance-underviser for Kao Goldwell, hvor hun skal undervise andre frisører i sunde hårfarver.
Lulu om at arbejde grønt:
”Jeg er selv meget allergisk over for mange kosmetiske produkter, så jeg vil altid arbejde med grønne og økologiske produkter. Det er fremtiden, og jeg mener, at vi skal skabe en bedre verden og tænke over, hvordan vi bruger jordens ressourcer.”